Vedtægter for Bredballe Strand Beboerforening og Lokalråd
§1
Foreningens navn er Bredballe Strand Beboerforening og Lokalråd. Dens hjemsted er Bredballe Strand.
§2
Foreningens medlemmer skal findes blandt beboerne i området grænsende mellem jernbanen og fjorden samt første tunnel og Selsbjergvej, samt områderne bag 2. og 3. tunnel op til skoven.
§3
Foreningens formål er at varetage anliggender af fælles interesse for området.
§4
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i alle foreningens anliggender.
Ethvert medlem har på generalforsamlingen én stemme for hvert medlemskab. Indkaldelse til generalforsamling sker skriftligt i de sociale medier med 14 dages varsel og med angivelse af dagsorden.
Generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller 1/3 af medlemmerne.
Medlemmerne kan lade sig repræsentere ved fuldmægtig ifølge skriftlig fuldmagt, som må fremlægges
inden generalforsamlingens påbegyndelse. Ingen kan være fuldmægtig for mere end ét medlem.
Afgørelser træffes ved stemmeflerhed.
Beslutning om vedtægtsændringer kræver dog at 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor.
Ordinær generalforsamling afholdes i marts måned med mindst følgende dagsorden:
- Valg af 3-5 bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og revisor
- Arbejdsplan for det kommende år
- Indkomne forslag, idet forslag skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. februar
§5
Generalforsamlingen vælger blandt medlemmerne foreningens bestyrelse, som varetager foreningens interesser, repræsenterer foreningen og fører foreningens korrespondance og regnskab. Desuden vælger generalforsamlingen op til 2 suppleanter for bestyrelsesmedlemmerne.
Bestyrelsen, der består af 5-7 medlemmer, konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer samt
sekretær. Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
Formanden eller de øvrige bestyrelsesmedlemmer indkalder bestyrelsen.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end 50% er til stede. Afgørelser træffes ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.
§6
Over forhandlingerne på generalforsamlingen og bestyrelsen fører foreningens sekretær en forhandlings-protokol, som ethvert medlem har adgang til at gennemse.
§7
Over foreningens indtægter og udgifter fører kasseren et nøjagtigt fog fuldstændigt regnskab.
Foreningen tegnes af formanden eller kasseren.
Regnskabet er kalenderåret. Regnskabet afsluttes senest 15. februar.
Generalforsamling vælger en revisor, der forinden afholdelse af ordinær generalforsamling skal have revideret regnskabet.
Revisor skal have kontrolleret kassebeholdningen.
Revisor afgår hvert år på generalforsamlingen.
Genvalg kan finde sted.
§8
Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde til en ny generalforsamling på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer.
Ved foreningens opløsning anvendes foreningsformuen til et lokalt formål efter bestyrelsens skøn.
Nærværende vedtægter er senest ændret på den ordinære generalforsamling afholdt den 27. maj 2021, samt den ekstra ordinære generalforsamling den. 9. august 2021