Områdets historie

 Af cand.mag. Birger Sørensen

På solsiden af den blå fjord ligger Bredballe Strand-kvarteret, hvor folk har kunnet lide at bo lige fra den fjerne oldtid og frem til nutiden. Ovre fra Munkebjerg ses det tydeligt, at kvarteret ligger mellem store skovområder, og de udgøres af Nørreskoven og skovene ved Tirsbæk. Kvarteret er nemlig via den udstrakte Nørreskov klart afgrænset fra Vejle som sådan, og ligger som et samlet hele fra viadukten ved Bybæk og ud til Selsbjergvej men alligevel med en relativ kort afstand til byen. Jernbanen, der holder Nørreskoven inde bagved indviedes som enkeltsporet bane i 1868, mens den nuværende udformning med de tre tunneller er fra 1919, hvor de selvsagt skulle aftage en langt ringere trafik. 

 
Som villakvarter udviklede området sig fra 1920-erne og frem gennem de følgende årtier, hvor marker og større grunde efterhånden stykkes ud til sommerhuse og villaer for de vejlensere, der efterhånden fik øje på områdets naturkvaliteter. For at komme til strandområdet måtte man køre gennem Nørreskoven ad den gamle vej, der førhen var den eneste derud. Som den gamle kammerherreinde Adda Neergård en gang fortalte, så var det den gang med hestevogn ret så besværligt at komme ud til Tirsbæk, og det kan på ingen måde sammenlignes med den lethed, det er at tage bilen ud ad Strandvejen, der først blev anlagt under besættelsen som beskæftigelsesarbejde. Før den tid gik der blot en smal fiskersti ind til byen forbi Albuen. 
 
 
 
Fiskerstien ind langs fjorden bar sit navn med rette, idet den netop leder tanken tilbage mod de gamle Bredballe Strand fiskere, der boede i deres hyggelige, små fiskerhuse, der stadig er bevaret enkelte af, om end i moderniseret eller ombygget stand. Der var tale om dygtige fiskere, der gennem mange slægtsled havde deres huse herude ved stranden, og ser vi ind til Droshoved, vil man lige efter det første hus på Strandvejen, hvor der i 60-erne lå et ishus og går omkring, så vil man ind i mellem de nyere huse kunne få øje på nogle af de gamle fiskerboliger, der stadig er bevaret frem til i dag. Højt oppe til venstre bemærker vi endnu et par af de gamle sommerhuse, og længere fremme havde vi tidligere Mathiassens Åleexport, hvis grundlægger er vokset op i nærheden af Bybækbakken, og hvis mor kunne servere en rigtig god gang tykmælk, ligesom faderen selvfølgelig var fisker. Firmet lå nedenfor den eng, hvor boligerne på Strandengen er opført, og i meget gamle dage kaldtes bugten her for Ulvevig, opkaldt efter Ulvebækken, der løber gennem Ulvedalen. Det var her, at Dronning Thyra skulle have skjult sine skibe for en fremmed konge, der havde ladet fjorden spærre, og i ly af natten slap hun så ud gennem spærringen. Ved siden af åleeksporten lå i mange år posthuset, og et par huse fra havde købmand Videbæk sin forretning i et karakteristisk hus, der faktisk havde to kælderetager som følge af niveauforskellen ud til vejen og ud mod fjorden.

Længere oppe havde der bl.a. været fiskeforretning og bagerforretning og igen købmandsbutik oppe ved svinget. Oppe til venstre knejser den stejle Stejlbjerg, der endnu i 60-erne havde bevaret meget af sin naturlighed med enkel bebyggelse af bl.a. sommerhuse, hvoraf bogbinder Boesen fra Grønnegade havde det ene. Går vi hundrede år tilbage var der store partier med lyng heroppe, og senere var det græs. Det var heroppe, at kong Gorm skulle have haft sin udsigtshøj, når vikingeskibenes sejlads ind ad fjorden skulle iagttages. Det er da også såvel de flotte udsigter som det er de nærliggende muligheder for at gå ture langs fjorden, der i særlig høj grad højner kvarterets kvalitet. Før krigen begyndte forretningsfolk inde i byen at opføre sommerhuse herude for at kunne slappe af i den omgivende natur. Efter krigen blev det så mere og mere helårsbebyggelser, der opførtes, og folk flyttede ud fra byen. Efterhånden blev Strandvejen bebygget på begge sider, og det samme skete med de tilstødende veje, såvel ned til vandet som op ad bakkerne.

 

Nede på Brønsodde holdt Bredballefiskerne endnu i 60-erne til, og mange husker endnu deres små fiskekuttere nede ved havnen, der i dag er lystbådehavn ved siden af Ustrups gamlebådebyggeri. I 50-erne var alderdomshjemmet, Bredballehus kommet til, og nogle år senere opførtes kommunekontoret, ligeledes nede på Tagesvej, lige overfor den kendte arkæolog og konservator Leo Novrups hus. Sjovt var det derfor, at Leo Novrup nede ved alderdomshjemmet kunne udgrave en stor og flere tusind år gammel køkkenmødding, hvilket viser, at oldtidsfolket ligeledes slog sig ned i kvarteret. Oppe på Strandvejen har købmanden gennem mange årtier haft sin forretning, og længere ude har der siden 20-erne og 30-erne udviklet sig et smuk kvarter. Af kendte navne i området kan nævnes fabrikant Hess, konsul Bagger Sørensen, overlæge Sagild, gartner Klug, apoteker Lind, slagter Christensen, biografdirektør Didriksen, manufakturhandler I. C. Sørensen, direktør Kjellerup og mange flere. Helt ude ved Tirsbækskoven gik i mange år Grønnegade ned til Selsbjerg, der oprindelig opførtes som sommerbolig for konsul Becker Christensen inde fra Søndergade. Efter kommunesammenlægningen i 1970 kunne man så ikke have to Grønnegade i den nye, store Vejle kommune, og vejen omdøbtes til Selsbjergvej.

Som følge af den gode beliggenhed tæt ved by, skov og strand er der således ikke noget at sige til, at kvarteret ved den blå fjord er særdeles attraktivt.